Jens Smærup Sørensen

Tak for
Weekendavisens
Litteraturpris

Aftenen før Klaus Wivel ringede og meddelte mig resultatet af læserafstemningen om Weekendavisens Litteraturpris, deltog jeg i et litterært arrangement på Testrup Højskole. Her mødte jeg en god, gammel bekendt, og hun fortalte mig næsten lige med det samme, at jeg var indstillet, ja, til Weekendavisens Litteraturpris. Det véd jeg godt, svarede jeg. Nå ja, sagde hun, men jeg har altså faktisk tænkt mig at stemme på dig! Nej, har du, sagde jeg. Ja, jeg har, sagde hun, og jeg har endda også fået en af de her kuponer klippet ud af avisen, og nu skal jeg nok også huske at få den sendt! Tak tak, sagde jeg, men jeg tror nu allerede det er for sent. Gud, sagde hun, det var da en skam! Narh, sagde jeg, det ville nok hverken have gjort fra eller til. Næh, sagde hun, det tror jeg såmænd heller ikke.

Med andre ord: da jeg næste dag i telefonen hørte resultatet af afstemningen, var jeg mere end overrasket. Jeg var lamslået, for det stred mod al sund fornuft, og når virkeligheden således opfører sig helt urimeligt, kan man heller ikke undgå at føle sig en lille smule forstemt. Der gik i al fald en tid inden jeg begyndte at kunne se de lysere sider af sagen, og inden de helt var gået op for mig, havde vi lagt på igen, Klaus Wivel og jeg. Så jeg tror ikke, jeg nåede at få sagt ordentlig tak, endsige givet udtryk for nogen glæde over prisen.

Det vil jeg da gerne råde bod på nu. Jeg vil takke for prisen og give udtryk for min glæde over den, både over for Klaus Wivel og flere andre. – Men jeg må alligevel udsætte det endnu en stund, for allerførst vil jeg sige tusind tak til de læsere, der ikke alene har villet stemme på mig, men også har husket at få det gjort.

Det er jo ikke nogen helt ringe ulejlighed at deltage i denne afstemning. Det er slet ikke noget der kan klares med et par museklik. Der hører et ældgammelt og uhyre omstændeligt ceremoniel til: Man skal have en saks fundet frem. Man skal til at lede efter en kuglepen der stadig kan skrive. Man skal ud og købe en konvolut og et frimærke. Man skal med tungen lige i munden i gang med at klippe langs de stiplede linjer. Man skal derpå omhyggeligt prente en hel masse, og man skal slikke og klistre her og der, og så ud i byen igen og som kulminationen på al ens møje stikke kuponen i sin konvolut i en rød blikkasse. Man må altså overvinde en serie af udfordringer som alt i alt må normeres til mindst en halv mandedag. Eller i det mindste nogle minutter af en praktisk anlagt kvindes liv.

Det er under alle omstændigheder vældig fristende at opfatte enhver sådan ofret læsertid som tegn på en slags taknemmelighed, og det tror jeg da også jeg vil gøre. Jo, jeg vil undlade at grunde over om der overhovedet kan være andre motiver på færde, når man søger indflydelse i en konkurrence som denne her. Også fordi min hjerne har rigeligt at bestille med at hitte ud af, hvad det kan være, mine stemmende læsere kan have følt en slags taknemmelighed over. Det eneste jeg véd om det, det er, at hvis de selv skulle sige det, så ville de helt sikkert i forbindelse med min bog bruge ordet genkendelse, for det har jeg hørt mange af dem gøre.

Det har dog lige så mange gange forvirret mig. Jeg har ikke kunnet få det til at stemme, for der er næsten ingenting i den bog jeg selv kan genkende, i hvert fald ikke fra virkeligheden. Nogle måneder efter at den udkom, fik jeg så et vink om, at læserne, når de genkendte, nok også måtte tænke på noget lidt andet end netop virkeligheden. Det skete i en litterær klumme i Jyllands-Posten, hvori skribenten røbede, at han var opvokset i samme sogn som jeg, og han roste mig nu for at jeg i min bog ikke havde fantaseret mig til noget som helst. Det turde han i al fald stå inde for, for der var ikke det hus og ikke den person, han ikke selv havde set og mødt og kendt til i den lyslevende virkelighed. Og da jeg selv i endnu højere grad turde stå inde for, at der i samme bog ikke findes et eneste hus eller noget menneske, som svarer til noget eller nogen, der har eksisteret i vores virkelige sogn, så var jeg jo på sporet af, at en læsers brug af ordet genkendelse kan betyde noget andet, end man umiddelbart skulle tro.

Min historie beskæftiger sig med forestillingsbilleder, af den slags som både enkeltpersoner og forskellige kulturer bygger deres forståelse af sig selv på. I en bestemt kultur, som har været dominerende i Danmark og i resten af verden i nogle tusinde år, havde man fx den forestilling, at man levede i fællesskaber med andre, og man havde en anden forestilling der fx hjalp til at med at hævde det forhold, at der alligevel er forskel på folk, og at man ikke uden videre kan sammenligne en mand med én tønde hartkorn med en med to. – I en anden kultur, som for nylig er blevet den dominerende i Danmark og det meste af den øvrige verden, har vi eksempelvis den forestilling, at vi alle sammen lever som frie individer, og fx også den forestilling at intet menneske egentlig kan siges at være mere værd end noget andet.

Der er tale om forestillinger, naturligvis, og det er ikke helt det samme som realiteter. Men forestillingerne holder sammen på vores billede af realiteterne. Det er i den forstand netop disse forestillinger vi mener at leve i, og nogle af dem har altså vist sig at kunne holde til os meget længe. Men det har også vist sig at de så meget hurtigt kan styrte sammen, forstøve, så at sige se ud som om de aldrig har været der. Det sker i samme øjeblik et par centrale brikker eller tre i det materielle livsgrundlag begynder at forskyde sig.

Min fortælling beskæftiger sig med den slags forestillingsbilleder, kom jeg til at sige, men den beskæftiger sig naturligvis først og fremmest med nogle personer, og dernæst – nødvendigvis altså også – med de her forestillinger, som de kan leve, eller ikke leve, i og med og på. Det kan den gøre så meget desto mere selvfølgeligt som den – helt i stil med de billeder der holder sammen på vores faktiske tilværelse – i sig selv er en fiktion. Man kunne sige at en fiktionsforfatter er forpligtet til at gengive virkeligheden lige præcis som han kan forestille sig den. Det er under alle omstændigheder gennem den grundlæggende fiktivitet at en fortælling kan blive alment genkendelig. Havde jeg forsøgt at forholde mig mere dokumentarisk til fx min egen private historie, ville den, proportionalt med dens tiltagende sandfærdighed, være kommet til at handle om mindre og mindre.

Ovennævnte klummeskriver i Jyllands-Posten er et lyst hoved, men med en vis forkærlighed for fikse ideer. En af de vildfarelser, han i disse år sætter højest, er den, at vi alle sammen nu lige pludselig er blevet trætte af fiktionen og al dens gøgl. Vi skulle simpelt hen, lige her ved begyndelsen af det 21. århundrede, være blevet voksne mennesker der ikke vil spilde deres tid på indbildninger af nogen art. Han ser – som nu i øvrigt flere af sine kolleger – ubesværet bort fra at man nok ikke altid kan bedømme verdenssituationen ud fra halvanden bogsæson i Danmark. Og det anfægter hverken ham eller andre det fjerneste at fiktive historier ellers er på alder med menneskeheden, at de altså er en del af vores biologiske udrustning og ikke kan bringes til ophør, førend vi eventuelt har undergået ganske voldsomme mutationer. Og det anfægter dem tilsyneladende heller ikke at fiktive fortællinger gennem århundreder og årtusinder er blevet ved med hos millioner af mennesker at vække en kærlighed og en henrykkelse, som ingen nok så interessant stak kendsgerninger nogen sinde har kunnet fremkalde i mere end et øjeblik. Det anfægter dem måske endda ikke – indtil de måske næste år vil mene dette samme: at hele vores civilisation ikke alene er skruet sammen af fiktive frembringelser, men også støtter sig til figurer fra en slags virkelighed, såsom Sokrates og Jesus, der henter al deres kraft ved at være indlejret i fiktioner.

Men lad mig da nu få sagt tak! Til læserne, ikke alene for deres umage med saks og kuglepen, men jo allermest for at de er gået med på komedie og har gjort den til en del af deres egen.

Og tak omsider til Klaus Wivel for hans opringning. Og tak til den øvrige litterære redaktion for at min bog fik lov til at spille med, og tak til Lars Bukdahl for talen, og tak til hele Weekendavisen og til Det Berlingske Officin. 

Jeg takker for denne pris, og den glæder mig dybt!

Tale ved overrækkelse af WEEKENDAVISENS LITTERATURPRIS, januar 2008