Forfatteren Albert Dam hæftede sig især ved frøernes lyd: deres blide kvækken. Den mindede ham om konerne i landsbyen når de på sommeraftener mødtes ved husgavlene og brugte mund. Der var for ham ingen tvivl om den fælles oprindelse. Abe-teorien var et vildspor. Den menneskelige stemme kunne aldrig af rædderligt skrattende hyl gennem urskovene have udviklet sin blødt modulerede klang. Vi stammer i lige linje fra padderne.

Slægtskabet har vel også slået enhver der har set en trafikdræbt frø på asfalten. De ligger der med udstrakte arme og ben, som korsfæstede. De i øvrigt så delikate lår er formet som hos en veltrænet atlet, og de femfingrede hænder vender fladerne op imod os i en sidste forgæves anråbelse. Endnu et dødt dyr, kan man tænke og føle det smerteligt nok. Men genkendelsen, det hemmelige broderskab rammer alligevel et dybere stik ind i hjertet.

I min barndom kvækkede frøerne så ofte som de søgte sammen i Niels Skyttes dam, med tanke på forplantningen. De færreste i byen beskæftigede sig med spørgsmålet om arternes oprindelse, så det var næppe af ærbødighed for vore forfædre, at vi lukkede bøtterne for at lytte. Heller ikke bare fordi det lød så kønt, skønt det syntes vi også, men der lå en højere andagt over det end køn natur ellers kunne stemme os til. Vi kunne sætte os selv til side for ikke at forstyrre de frøer. Vi kunne begribe at de var ude i vigtigt anliggende, sådan set også for os.

Nu om dage hører man dem ikke så tit. De kan måske kun kvække igennem i den ultradybe stilhed, som ikke længere får ørenlyd i verden. Den globale civilisation er en larm som ingen et øjeblik tør afbryde, for den ligner grangivelig livet, som vi kan se det i tidens spejl, og dog er de her endnu, padderne, og de formerer sig, bag spejlet, og her hvor jeg nu bor, færdes de i hundredvis omkring huset. Springende eller vraltende, alt efter om vi kalder dem frøer eller tudser. Især om foråret og om efteråret kommer de til døren. Om foråret nok bare for at sige goddag, her er vi så igen, om efteråret mere stilfærdige, men så meget desto mere insisterende. De sætter sig på dørtrinnet og glor på én, når man åbner, og næste gang sidder de der stadig. De vil ind til os andre. Men vi synes ikke vi kan have dem, og de ville også dårligt kunne overleve i en varm stue uden vandhuller.

Vi lukker dem ude. Og de stirrer fortabte på os, og vi sætter os ind og føler os måske lige så fortabte. Vi erfarer, måske ligesom dem, at vi på begge sider er ved at forspilde vores lykke, og at der vist ikke rigtig er noget at gøre ved det. Men det er der jo alligevel. I eventyret.

Hvad enten der er tale om en nok så nydelig frø eller om en hæslig skrubtudse, som i denne danske udgave af temaet, så får vi i eventyret chancen for at møde den, lade den komme os nær og tage den til os og derigennem: ændre vores liv. Hændelsesforløbet kan næppe skildres enklere end i ”Skrubtudsen”, der ikke består af andet end et vers, indfattet i en situation. I den korte tekst gentages verset endda fem gange, med en varieret førstelinje, og mere er der så ikke. Til gengæld er alt betydningsfuldt.

Der er et lille hus med en brønd ved en skov. Her bor en mor og hendes datter. I skoven, deres nabo, bor jo dyrene, de der lader sig se og de der lader sig høre, men også nok væsener man ikke sådan kender til. Som gemmer sig dybt i mørket, ligesom der i dig og mig må røre sig en del der sjældent eller aldrig kommer for en dag. Det er i hvert fald den tanke der melder sig ved brønden: man kan spejle sig i vandets blanke flade dernede, men idet man genkender sine dagklare ansigtstræk, er det jo samtidig så tydeligt, at de blot er reflekser over den sorte afgrund.

Datteren siges straks at være det kønneste man kan se for sine øjne, dermed er også sagt at hun nu bør have en mand. Men hun er vist bare optaget af sig selv. Står altid der ved brønden og toer sig. Plejer sig og smukkeserer sig, er alene optaget af sit kønne ansigt og sit klare spejlbillede, reflekserne dernede over brøndvandet. Nej, hvad end der ligger længere nede, det interesserer hende ikke. Eller gør det? Hvis det nu kunne tage sig lige så kønt ud som hun selv, og det kan det så med ét, en dejlig sang hører hun, og ligesom inde fra skoven, og hun har aldrig i sit liv hørt så liflig en stemme. Den vil hun høre mere til, og sangeren vil hun have, ham og ingen anden, dét lover hun sig.

Og hun går ind i huset, venter, ønsker sig nu bare at få at se hvem han er, og lige med det samme er han da ved døren. Og han synger:

Luk op for mig, min lillebitte mo’r for dit røde, rosenfarvede blod! husker du ej, hvad du lovede mig, da du ved kjelden tode dig?

Umiddelbart må det lyde – lidt blandet. At han kalder hende sin lillebitte mor fx. Som om de på forhånd havde noget med hinanden at gøre, og noget så nært og afgørende, og han påstår også allerede at hun har lovet ham noget, skønt hendes løfte ved brønden dog kun gjaldt hende selv. Er det hele da én abstrakt grød for ham, hun og han, bejler, mor og datter? Muligvis, og det kan være derfor han nu mener, der bør ske noget konkret. Hun skal lukke ham ind! Og det skal hun gøre for sit røde, rosenfarvede blods skyld, og alle véd at det er det samme som hele hendes liv og kærlighedslykke, så det vil hun da også, lukke ham ind, for det er jo ham, det har hun i al fald straks kunnet høre.

Men så er det hun ser ud ad vinduet, ser at den skønne sanger er en hæslig skrubtudse, og så må hun sige stop. Hun er en pige der holder sig til det pæne, og en skrubtudse, ’det kan jeg da ikke’! Åh, det kan du sagtens, siger hendes mor.

Tudsen har skaffet sig en allieret. Pigens mor gør nu hvad hun kan for at bringe det tilsyneladende umage par i favnen på hinanden. Uden at bruge mange ord, men tilstrækkeligt til lidt efter lidt at puffe datteren ud af sine fine fornemmelser. For dem må hun bare af med, nu hvor det gælder, det véd hun der har levet og født hende, og skubtudsen kan så køre løs og mase på, så at sige fra den anden ende, og i raske bevægelser udvikle sig fra det hjælpeløse lillebarn til den viljefaste elsker: Kog grød til mig, trygler han først, for dit røde, rosenfarvede blod! Og så: Bred dug for mig, for dit blod! Og så: Æd mad med mig, for dit blod! Og så kommer det: Red seng til mig, for dit røde blod! Og endelig jo uden ethvert omsvøb: Gå til sengs med mig, for dit røde, rosenfarvede blod!

Nej, nej, siger datteren til det hele. Åh, det kan du nok, siger moderen, og her til sidst: – med lagenet imellem jer! Men så ligger de der i al fald, og det var hvad der skulle til: med det samme bliver skrubtudsen genskabt som den kongesøn han engang var.

Hvordan og hvorledes han så engang blev tudse, det hører vi ikke nærmere om, i denne her fortælling. Men han må jo have været udsat for et fald. Dér som prins, da han stod på det næstøverste trin og var så godt som parat til det sidste og afgørende skridt mod den menneskelige fuldkommenhed, som kongenavnet betegner. Dér er han faldet, lige før han skulle overtage sit kongerige, han er styrtet i dybet, og eventyret har nu alligevel røbet hvad han har manglet for at kunne bære magten: kærlighed. Derfor har han haft brug for den dejlige pige. Hun skulle dele bord og seng med ham. Hun skulle genføde ham som mand. Men hun har også brug for ham, og det véd hendes mor heldigvis. Hendes datter må favne dette amfibium for at blive kvinde.

Trummerummen – som den lille fortælling med sine monotone formler har trommet frem – er brudt. Vi har fået ansigtet dykket ned gennem brøndvandets spejlflade, og vi er dukket op igen, sammen med tudsen! Nu venter os en større og smukkere virkelighed end selv de smarteste reflekser kunne lade ane.

”Skrubtudsen” er fortalt så den er let at genfortælle. Den har bevaret sin mundtlige klang og virker tilfreds med det, andre litterære bestræbelser er diskret lagt til side. Det nødvendige moment af sprogleg – uden hvilket ingen fortælling er blevet til – er begrænset til brug af remser og hvad de kan rumme af sjov: kommer det hele nu helt nøjagtig igen eller kommer det lige nøjagtig en anelse anderledes?

Brødrene Grimms version af frøhistorien, ”Der Froschkönig oder der eiserne Heinrich”, er på enhver måde langt mere elaboreret, æstetisk og tematisk, der er på flere niveauer tænkt igennem og taget til følge. Da det alt sammen er gjort med stort talent, kan læseren kun være glad, hun får her en hel del mere med sig, men – uden at være overdrevent patriotisk på Skrubtudsens vegne – så mister hun samtidig ikke så lidt.

I gammel tid, indleder Grimm’erne, da det endnu kunne hjælpe at ønske – og de har dermed straks lagt deres distance – da levede en kongedatter så smuk at selv solen, der dog ellers havde set så meget, måtte undre sig over hende. Allerede inden nogen prins har vist sig, er hun altså prinsesse, og hun må et stykke hjemmefra, ud i skoven, for at kunne sætte sig ved sin brønd. Når hun keder sig derude, har hun en guldkugle at lege med, hun kaster den op i luften og griber den igen med sin lille hånd.

Den narcissistiske jomfruelighed har således fået sig et symbol der truer den med evighed. Det kan dog blive væk: en skønne dag får hun ikke fat, guldkuglen falder på jorden og triller ned i brønden. Hun græder. En stemme spørger hvorfor. Den kommer dernedefra, og hun kigger, og det er jo frøen der stikker sit grimme, tykke hoved op over vandet. Men han mener nok at han kan skaffe hende guldkuglen tilbage, og hun er med det samme parat til at betale ham hvad det skal være, sit tøj, sine perler, sine ædelsten, ja sin gyldne krone.

Den slags bryder jeg mig slet ikke om, svarer frøen, jeg ønsker kun at du vil have mig kær, og at du så vil tage mig med til bords, og derpå med til køjs! Nå ja, tænker hun, den frø hører til i sit vandhul og kommer aldrig andre vegne, så det kan jeg roligt love, og det gør hun da, og får sin guldkugle og løber sin vej. Mens frøen forgæves kvækker at hun skal vente på ham. Han kan jo ikke kvække særlig højt, og hun har glemt ham så snart hun er hjemme.

Men plisk plask, lyder det dagen efter, ude på marmortrappen, plisk plask, og frøen banker på døren og vil lukkes ind. Det er nu pigens far, den gamle konge, der må lirke og presse hende til at gøre sin skyldighed over for dyret. Hun gør det med den største væmmelse, holder sig på længst muligt afstand, tager ham med to fingre og sætter ham i et hjørne, da han skal med op i hendes kammer. Og da han bliver ved med at plage om at komme i hendes seng, tager hun endelig ordentlig omkring ham og kyler ham af alle kræfter op mod væggen, så kan du vel få fred! Ikke så kærligt gjort, men hendes voldsomme følelsesudbrud er nok til at frøen kan dratte ned fra væggen som en prins. Han fortæller da at han har været forhekset. En heks har kunnet komme til ham og gøre ondt da han – på sit prinsestade og for det sidste trins skyld – måske allerede var på vej til at blive koldblodig.

Nu kan han så rigtig blive konge, og vi møder da den anden figur i eventyrets dobbelttitel, der eiserne Heinrich. Den tro Henrik, kaldes han også, og han har været prinsens tjener, og han har siden lidt så hårdt under sin herres bestialske forvandling, at hans hjerte har været ved at briste. For trods alt at holde sammen på det, har han lagt tre jernbånd omkring det. De kan nu brydes op. Det sker mens han kører af sted med det nygifte par, og det unge konge tror at det er noget på kareten der knækker, den ene gang efter den anden, indtil alle bånd om Jernhenriks hjerte er sprængt.

At hele historien angår almindelige mennesker som han, det kunne man i ”Skrubtudsen” næppe komme i tvivl om. Hvor meget dens personer end var ved at ophæve sig som symbolske figurer, så forblev de dog hele tiden i en atmosfære af hjemligt nærvær, de optrådte jævnt hen som du og jeg. Hos brødrene Grimm er de ophøjede figurer tværtimod så nær ved at blive personlige individer at det må ekspliciteres, hvad der i det danske eventyr lå lige for: det her gælder os alle og vel at mærke os alle som kollektiv lige så vel som os alle hver især. Det var jo i kampen om magten hele folkets lykke der stod på spil.

Det gør den nu igen. Hver eneste dag når vi smadrer tusinder af tudser og frøer over asfalten, hver eneste dag når vi med hele vores blændende og forheksende civilisationslarm kvæler paddernes sang. Hver eneste dag løber vi risikoen for aldrig at høre et kvæk. Måske aldrig det kvæk der kunne få klumpen i brystet til at tø og det røde, rosenfarvede blod til at rulle.

 

Trykt i EVENTYR TIL TIDEN.