Johannes Riis er en læsehest. Han har haft kræfter og udholdenhed til at pløje sig igennem så vældig mange bogsider at de sikkert allerede kunne dække den agerjord, han som ung forlod; alligevel har måske selv han måttet erfare at der er udmarker og overdrev, man stort set må lade ligge. Der er forfatterskaber og hele genrer man knap når frem til, sådan må det være for Johannes Riis, og sådan er det i langt højere grad for mange af os andre, og jeg, eksempelvis, er inden for sådan et område som ’taler i bogform’ hidtil kun nået igennem to små bind. Det første af dem for fyrre år siden hvor jeg – i et temmelig anstrengende forsøg på at holde trit med en tidsånd, der netop da havde begivet sig ud på en voldsomt energisk strækmarch – læste et udvalg af formand Maos taler. Det andet bind læste jeg for nylig, det er forfattet af årets modtager af Rungstedlund-prisen, en mand der vist for resten med større sindsro end min lod førnævnte tidsånd marchere hen, hvor den ville, men hvis taler man dog på samme vis som formandens kan læse for at blive meget klogere på den ganske vist mere forvirrede, for ikke at sige gakkede gangart, som denne tidsånd efterhånden har anlagt. Der er jo i det hele taget mange slående ligheder mellem Mao Tse-Tung og Johannes Riis. Begge kommer fra bondestanden; begge rettede tidligt deres blikke ud over sognegrænsen og fattede levende interesse for deres landes ve og vel; begge er blevet ved med at betragte litteraturen som en væsentlig del af menneskelivet. Enkelte forskelle kan man også få øje på, og de viser sig da snart at være så vidtrækkende at jeg ikke inden aften blot så nogenlunde ville kunne udrede dem. Derfor vil jeg nu igen lade den ældre af de to talere hvile, og så meget desto hellere som jeg foretrækker den yngre.

Johannes Riis er en kritisk iagttager af sin samtid. Han har måske ikke så ofte befundet sig en situation hvor han måtte mene, at det hele gik helt ad helvede til, men endnu sjældnere, tror jeg, har han kunnet sige at det alt sammen gik godt nok, som det gjorde. Ikke fordi han er en idealistisk perfektionist i sit syn på kultur og samfund, og han er slet ikke skånselsløs i sin påvisning af fejl og mangler, han vil helst bare opmuntre os alle sammen til at gøre det lidt bedre, gøre os lidt mere umage. Det gælder når vi sløser med kulturarven, og når vi accepterer at bibliotekerne eller Danmarks Radio svigter deres folkeoplysende forpligtelser, og det gælder ikke mindst når vi måske bliver en smule slappe i koderne under værnet om det frie ord; det gælder, alt i alt, når vi lader os overliste af enhver slags dvaskhed og fejhed og overfladiskhed. Men frem for alt vil han insistere på at vi taler sammen om sagerne, og at vi bliver ved med det. Han er tydeligt anfægtet af ethvert dårligt påskud til af afvise dialog. Det kan på det nærmeste sætte hans velbeherskede temperament i kog når debattører ikke vil stå ved deres enighed i noget, blot fordi de er uenige om noget andet. Han tror virkelig på at det nytter at strække sig meget langt i gensidig velvilje og tillid, og det kan han nok gøre fordi han ikke er det mindste i tvivl om, hvor han selv må sætte grænsen for sin imødekommenhed, og hvad han ikke kan give køb på. Han stoler under al åbenhed på sin dømmekraft, og han firer ikke på sin overbevisning når det kommer til stykket. Som det skete da han som forlægger på Samleren udgav Salman Rushdies ”De sataniske vers” og dermed stillede sig op over for modstandere, der ikke havde nok i at skælde ham ud for det, langtfra nok. Og han gjorde det helt sikkert ikke på grund af nogen hemmelig, desperat længsel efter hærværk og pludselig død, men simpelt hen for at blive stående på sin ret til som forlægger til at udgive en bog, han mente burde udgives, og fordi han, hvis han flyttede sig, ikke kunne leve det gode liv, han ønsker sig.

Johannes Riis har hjerte. Han har det i betydningen mod, og han har det i betydningen generøsitet. Det sidste mærker vi forfattere ret jævnlig til, og det skal nu ikke forstås sådan at han i pekuniær forstand giver ved dørene, men han giver os hjertens gerne al den ros, eller næsten al den ros, vi selv kan synes er rimelig. Og det er da sandelig højst behageligt, og den eneste pris man må betale for denne hans åbenbart naturlige tilbøjelighed til applaus, det er jo at den også kommer ens kolleger til gode. Her må nok lige indskydes at en forfatter selvfølgelig sagtens kan værdsætte, ja inderligt fryde sig over andre forfatteres bedrifter, men der er dog beskæmmende snævre grænser for hvor tit han kan sige, de foretager sig noget nævneværdigt interessant, idet han jo i sagens natur selv må gøre det ganske anderledes. Sådanne idiosynkrasier kan en forlægger naturligvis slet ikke arbejde med, og vor mand her er – hvis han da i grunden har dem i sig – i stand til aldeles at se bort fra dem og fuldt ud at anerkende både den ene og den anden facon. I hans taler i anledning af runde fødselsdage eller prisoverrækkelser hører man hvor grundigt hans kendskab til hver enkelt er, og hvor sensitivt og indsigtsfuldt han læser, og man oplever samtidig en vilje og en dertilhørende evne til at slå ned på de særlige kraftfelter, de mest frugtbare muligheder i et hvilket som helst forfatterskab. Og således er det at han roser såvel Per og Poul som Maren og Mette for hvad der nu kan roses hos dem, og der kan ikke engang være tvivl om at han hver gang mener det. Det ser man, og det er ganske umiskendeligt, når man under en snak med ham ikke har kunnet tilbageholde et forbehold over for en kollega, og det måske endda er faldet totalt affærdigende ud, for så bliver han rigtig ked af det. Han sidder bedrøvet og forstemt tilbage, som en dreng der har måttet høre, at det han lige var blevet så glad for, slet ikke er noget at snakke om. Og man må skamme sig over sin smålighed, og man må skamme sig endnu dybere ved tanken om at man – om så bare en enkelt gang og alene i sit stille sind – har næret den lavsindede mistanke, at hans anerkendelse af den ene og den anden i al fald delvis kunne forklares ud fra det forhold, at både den ene og den anden er udkommet på Gyldendal. Nej, aldrig mere vil man da tænke sådan.

Johannes Riis må i sit arbejdsliv dog omgås sådan nogen mistænksomme, og ikke mindre mistænkelige, størrelser, og kun fordi de mener at kunne skrive, og så kan han det tilmed selv og bedre end de fleste. Han kan udfolde et synspunkt så det fremstår klart og begribeligt, og han kan forbinde iagttagelser og overvejelser så de løfter sig i en overbevisende sammenhæng. Men han bevæger sig også i sin prosa ad mindre rette linjer, han bryder dem op med spontane følelsesudtryk, og han slår mangfoldige krøller på dem med en humor, der navnlig skatter til litoten. En stilfigur som vi hertillands plejer at kalde jysk, og som hos andre, trods den eksplicitte modesti, kan udarte til noget alt for fiffigt selvsmagende, mens den hos ham snarere krydses af en lille, tør ironi, der kan sige så meget som: lad os nu bare et øjeblik forsøge at underholde os på den manér. Han er stilbevidst, han er også i enhver henseende stilfuld, men det fanger ham aldrig i noget stilistisk spil, velsagtens fordi det altid er vigtigere for ham at sige noget end at vise, hvor god han er til at sige det, og det er jo nok den bedste forklaring på dette at han altså kan. Han kan skrive, og hvis ikke det er strengt nødvendigt at kunne for at blive en god forlægger, så har det givetvis gavnet hans udvikling til den fremragende og meget betydelige forlægger, han er blevet. Det har bevirket at han ikke kun med sin hjerne forstår hvad det drejer sig om, han har den forståelse i kroppen og i sine skriveglade fingre, og det har sat ham i stand til, som en jævning med sine forfattere, at påtage sig meget intensive redigeringsopgaver, sådan som vi sidste år så det med hans udgivelse af Jakob Ejersbos efterladte kæmpeværk. Skriveriet, og herunder hans arbejde med oversættelser, har sikkert også lært ham at det ikke trives godt med stadige hensyn til dets gunstige modtagelse og dets markedsværdi. Han er i al fald på det rene med at der til en levende litteratur hører stadige angreb på udbredte smagsnormer, monomane sproglige afsøgninger af alle inder- og yderligheder, og at værker af den art må ud til – om så nok så få – læsere, og at både forlagene og staten må punge ud til tab og med støtte. Han véd naturligvis også at litteraturen heller aldrig tidligere har kunnet blive til noget mindeværdigt uden forskellige slags mæcenater, og at den lige så lidt i fremtiden vil kunne blive det, og han har da også taget kraftigt til orde for anliggendet. Også derfor skylder vi forfattere ham tak. Dels slider det på også den nødtørftigste selvagtelse stadig at tigge penge til sig selv, og dels får forsvaret for støtteordningerne nu engang større vægt i offentligheden, når det til en afveksling kommer fra én, der ikke er umiddelbart afhængig af dem.

For nogle måneder siden fyldte han 60, Johannes Riis, og i den anledning blev han jo behørigt hyldet vidt og bredt. Midt i den utvivlsomt oprigtige beundring for fødselaren indsneg sig alligevel også en vis undren. Der var noget ved ham det var svært at få til at hænge sammen. Flere skribenter og talere fandt det både fornufts- og naturstridigt at han med sin landlige baggrund har kunnet blive til den kloge og kultiverede person, han er. Det var en undren man tør kalde fordomsfuld, og den skurrede så meget desto fælere i øret som vi lever i et land, hvor bondestanden gennem halvandet århundrede, i kraft af især højskolen og andelsbevægelsen, har erhvervet en høj grad af åndelig og politisk dannelse, og det er jo netop i sådan en kultur Johannes Riis er opvokset. I den sejlivede foragt for bønder lå der nu oven i købet en personlig undervurdering af ham. Det blev nemlig mere end formodet at hans karriere i kulturlivet og hans færden i hovedstaden har gjort ham til en helt anderledes slags menneske, end han ville have været, hvis han var blevet bag ploven. Jeg kan ikke tro at det har andet end noget ganske ubetydeligt på sig. Jeg er sikker på at han som gårdmand på Mors ville have været fænomenalt dygtig, kyndig og foretagsom, livligt engageret i sit fag og i samfundslivet, åben og humoristisk, uforsagt, stædig og imødekommende, ja, nøjagtig som vi nu kender ham, som en mand der har hjerte. Jeg er – dernæst – lige så sikker på at han i et kontor i Klareboderne i København har fundet sin rette plads. Det er et kontor der gennem tiden er gået mange tanker til, og nok også her fra Rungstedlund, og vi kan roligt gå ud fra at havde Karen Blixen i dag kunnet indfinde sig på dette kontor og sætte sig der over for Johannes Riis, så ville hun snart have tænkt ved sig selv, at her var endelig igen et sted i verden hvor alting var, som det skulle være. Alle vi andre er under alle omstændigheder svært tilfredse med nu at se ham her i hendes hus, som modtager af Rungstedlund-Prisen.

Tale ved overrækkelsen af Rungstedlund-prisen til Johannes Riis.